+45 8987 4800 Servicehotline Gratis nummer
Kontaktformular
Nyhedsbrev
Rynkeby 2022
12/05/2021

JUNGHEINRICH DANMARK STØTTER TEAM RYNKEBY

Jungheinrich har indgået en sponsoraftale med velgørenhedscykelholdet Team Rynkeby, der cykler til Paris fra d. 9. til 16. juli 2022 til fordel for børn med kritisk sygdom.

Til sommer sætter 2.250 Team Rynkeby-ryttere sig i sadlen for at tage turen til Paris for at samle penge ind til fordel for børn med kritisk sygdom.

Alle indsamlede midler går til Børnecancerfondens og Børnelungefondens livsvigtige arbejde for sygdomsramte børn, hvor en stor del af pengene indsamles via sponsorater fra velvillige virksomheder. Derfor har Jungheinrich Danmark også indgået et sølv-sponsorat med velgørenhedscykelholdet, som tager turen til Paris fra d. 9. til 16. juli 2022.

- Vi støtter op om et vigtigt formål, idet alle indsamlede penge går ubeskåret til børn med kritiske sygdomme og deres familier via Børnecancerfonden og Børnelungefondens livsvigtige arbejde. Der er behov for at støtte op om og rette opmærksomhed til området for at kunne fortsætte den livsvigtige forskning, siger Carsten Duus, Managing Director Jungheinrich Danmark.

Høje forventninger 
Hos Team Rynkeby Fonden er den danske landechef, Jesper Bjerg, dybt taknemmelig over den støtte og opbakning de 21 danske Team Rynkeby-hold bliver mødt med, og han har også høje forventninger til velgørenhedsprojektet i den forestående sæson. 

- Det er fantastisk at se, at så mange virksomheder fortsat involverer sig i vores arbejde for kritisk syge børn og deres familier. Vi tager hul på en spændende sæson, hvor vi byder velkommen til flere hold i flere lande, så vi håber at kunne skabe endnu et stort indsamlingsresultat og hjælpe endnu flere børn med kritisk sygdom og deres familier, siger Jesper Bjerg og fortsætter.

- Og set i lyset af de forgangne sæsoner, som har været præget af Covid-19, bliver det også helt fantastisk atter at kunne cykle til Paris, så vi glæder os til at give deltagerne en oplevelse, som de sent vil glemme. Og så glæder vi os naturligvis til, at vi skal ud på landevejene og vise vores fantastiske sponsorer frem, siger han.

Team Rynkeby består i år af 2.225 cykelryttere og 360 hjælpere fordelt på 65 hold fra ni lande. Gennem 20 år har Team Rynkeby indsamlet 550 millioner kroner til børn med kritisk sygdom.

Læs flere fakta om Team Rynkeby-projektet her.

Har du spørgsmål?